Hvem er vi?

Nordeuropas førende fedmecenter

Organkirurgisk Center under Privathospitalet Mølholm er Nordeuropas førende fedmecenter. Kræfterne bag centret udgøres af Nordeuropas mest erfarne specialister, som har indført fedmekirurgien i Danmark og udviklet den skånsomme operationsteknik laraposkopisk gastric bypass.

Centre of Excellence in Obesity Research and Surgery

Organkirurgisk Center er Danmarks største fedmekirurgiske hospital, som årligt udfører 1800 fedmeoperationer. Organkirurgisk Center har Danmarks længst dokumenterede erfaring i at udføre fedmekirurgi og har derfor taget initiativ til oprettelsen af uddannelses- og forskningscentret Centre of Excellence in Obesity Research and Surgery (CEORS). CEORS er oprettet med det formål at bidrage til forbedring af den nationale og internationale fedmekirurgisk behandling via forskning, uddannelse, oplæring og kontinuerlig optimering af fedmekirurgiske patientforløb.

Kvalitetsdatabase

Som det eneste danske fedmecenter råder CEORS under Organkirurgisk Center over et patientregister og kvalitetsdatabase omfattende data over mere end 3500 fedmekirurgiske patientforløb. Resultater fra kvalitetsdatabasen viser, at patienter opereret på Organkirurgisk Center opnår markante helbredsmæssige forbedringer og i 99 % tilfælde oplever signifikant forbedret livskvalitet samtidig med, at patienterne er yderst tilfredse (højeste score) med forløbet på centret.

Opfølgning i 10 år

Organkirurgisk Center er det eneste danske hospital, som følger opererede patienter i 10 år. Målet med den grundige opfølgning er at bidrage til de bedst mulige patientresultater. Samtidig er det hensigten at levere data om langtidseffekter af fedmekirurgisk behandling til brug for forskningen i svær overvægt. Den indsamlede viden og de løbende forskningsbidrag bruges af Sundhedsstyrelsen, hvor lederen af Organkirurgisk Center er medlem af det stående udvalg i fedmekirurgi samt medlem af arbejdsgruppen, der står bag Medicinsk teknologi Vurderingsrapport (MTV) om retningslinjer for fedmekirurgien i Danmark.

Officielle godkendelser: behandling af patientgrupper

Organkirurgisk Center under Privathospitalet Mølholm lever op til samtlige officielle behandlingskrav og er godkendt af Sundhedsstyrelsen til regionsfunktion og højt specialiseret funktion inden for fedmekirurgi. Der er givet tilladelse til at udføre fedmekirurgiske operationer samt reoperationer. (konvertering fra banding til bypass).

Privathospitalet Mølholm har som et af de første privathospitaler deltaget i processen at blive akkrediteret. Akkrediteringen vil finde sted i uge 36 dette år (2010).

På baggrund af vores erfaring og resultater har Organkirurgisk Center indgået aftale med Regionerne om at operere patienter, som har stået på venteliste til en fedmeoperation i det offentlige sundhedsvæsen. Derudover behandler vi forsikringspatienter og privatbetalende patienter. Overvejer du som privatbetaler eller forsikringspatient at blive opereret i udlandet, skal du være opmærksom på, at for - og efterforløb ikke følger med fedmeoperation uden for landets grænser. For - og efterforløber imidlertid en ligeså vigtig del af behandlingen, som operationen, fordi den sikrer dig kontrolbesøg, opfølgning, eventuel efterbehandling, kostvejledning, rådgivning, støtte samt mulighed for henvendelse til personalet døgnet rundt udover kontakt til andre fedmeopererede patienter, som du kan have stor gavn af at knytte netværk til.

Ledelse

Organkirurgisk Center ledes af Jens Fromholt Larsen (JFL), ph.d., speciallæge i kirurgi og kirurgisk gastroenterologi, som også er initiativtager til oprettelsen af forsknings- og uddannelsescenteret CEORS samt nedsættelsen af Minimal Invasiv UdviklingsCenter (MIUC) i Aalborg. Jens Fromholt Larsen er bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Adipositasforskning (DASF) og har deltaget i organiseringen af fedmekirurgien på Aalborg Sygehus samt i Nordlandsfylke, Norge. Jens Fromholt Larsen har gennem 20 år været aktiv forsker, foredragsholder og bidragyder til internationale og nationale publikationer om fedmekirurgisk behandling. Derudover oplærer og supervisere Jens Fromholt Larsen læger i ind og udland i fedmekirurgi samt bistår hospitaler og sundhedsmyndigheder i organiseringen af fedmekirurgiske patientforløb.

Se det samlede behandlingstema under fanen ’Personale.

På Privathospitalet Mølholm vil du blive mødt af et professionelt team bestående af kirurger, medicinere, kliniske diætister og sygeplejersker, som sammen med dig vil planlægge dit forløb.

Som patient på Organkirurgisk Center er du sikret den mest kompetente behandling. Vores dedikerede mål er at hjælpe vores patienter til et nyt, bedre og sundere liv. En fedmeoperation kan ikke stå alene. Derfor motiverer vi vores patienter til permanent livsstilsændring, hvor der gøres op med de usunde vaner, som har medført svær overvægt.

Har du spørgsmål om personale, resultater, forskning eller andet er du velkommen til at kontakte os på telefon: + 45 87 20 30 36 eller sende en mail på team36 [at] molholm [dot] dk