Telegrammer fra Ritzau
230600 7/2010 4I NET/FEDMEOPERATIONER, Eksperter: Fedmeoperationer betaler sig
Fedmeoperationer er en god forretning for samfundet, mener læger med operationers-erfaring. Politikere må erkende, intet andet virker på de fedeste, lyder det.
En fedmeoperation er eneste effektive metode i behandlingen af de allerfedeste danskere. Samtidig er det samfundsmæssigt den billigste måde at behandle svært overvægtige på.
Det siger erfarne læger i både det offentlige og private sundhedsvæsen.
- Har du diabetes 2 og voldsom overvægt med truet syn og nyrer, er du med en operation på en time til en pris på 65.000 kroner markant hjulpet i forhold til din tidligere overdødelighed på 30 procent. Samtidig er sukkersygen væk efter operationen, siger Sten Madsbad.
Han er professor ved Københavns Universitet og overlæge og forsker i diabetes på Hvidovre Hospital og fortsætter:
- Alene disse patienters insulinbehandling koster årligt 50-60.000 kroner. Så operationen er tjent ind på få år. Desuden halveres deres dødelighed, og de får forbedret livskvalitet.
Han kalder det en illusion, når politikerne og forskere taler om også de tungeste danskere skal tage sig sammen og ændre livsstil.
Når man taber sig, så kæmper generne for at holde vægten. Taber man sig ti procent, sættes stofskiftet typisk 15-20 procent ned.
Overlæge Jens Fromholt Larsen står som klinikchef på privathospitalet Mølholm for en stor del af de danske fedmeoperationer.
- Vi oplever gang på gang, at fokus flyttes fra en fordelagtig behandling af en hårdt ramt gruppe patienter til en fordrejet debat for og imod privathospitaler, som det offentlige har valgt at overlade langt de fleste fedmeoperationer til, siger overlæge Jens Fromholt Larsen.
Også en analyse af sundhedsøkonom Betina Højgaard fra Institut for Sundhedsvæsen peger på, at fedmeoperationer pt. er det mest økonomiske.
Ifølge et svensk studie havde de opererede 15 år efter fortsat et vægttab på 25-30 procent. Ingen andre behandlinger af fedme kan matche det.
/ritzau/
230600 7/2010 4I PLUS/FEDMEOPERATIONER, Det betaler sig at operere de fedeste
Den voldsomme debat om operation af meget fede præges af myter og politik, mener læger med erfaring i fedmekirurgi. De savner økonomiske og menneskelige hensyn
Hjælpen til svært overvægtige danskere bremses af en politisk strid om privathospitaler, som ignorerer både fakta og økonomi. Det mener flere overlæger i både det offentlige og det private sundhedsvæsen.
- Har du diabetes 2 og voldsom overvægt med truet syn og nyrer, er du med en operation på en times tid til en pris på 65.000 kroner markant hjulpet i forhold til din tidligere overdødelighed på 30 procent. Samtidig er din sukkersyge væk øjeblikkeligt efter operationen, siger Sten Madsbad, professor ved Københavns Universitet og overlæge og forsker i diabetes på Hvidovre Hospital og fortsætter:
- Alene disse patienters insulinbehandling koster årligt 50-60.000 kroner. Det er billigere at operere dem, og operationen er tjent ind på to-fem år. Samtidig halveres deres dødelighed, og oveni kommer så en markant forbedret livskvalitet.
Ifølge den netop indgåede økonomiaftale mellem regeringen og regionerne skal fedmeoperationer på grund af voldsom stigning i antallet gennemgå en kritisk revision i løbet af efteråret.
Men ifølge Sten Madsbad er det mod bedre vidende, når politikerne siger, at ændret livsstil er et alternativ for de allertungeste danskere, som Hvidovre Hospital hvert år opererer 250 af.
- De har typisk en overvægt på over 100 procents og har tabt og taget på igen hele livet. Det virker bare ikke. De kan heller ikke behandles mærkbart medicinsk for andet end deres mange følgesygdomme som diabetes, og det er dyrt, siger han.
Ifølge overlægen er der en simpel fysisk forklaring. Når man taber sig, så kæmper vores gener, som i fortiden skulle forhindre sultedød, for at bevare vores vægt. Derfor sætter kroppen stofskiftet ned. Taber man sig ti procent, så sættes stofskiftet typisk 15-20 procent ned.
- Hvilket jo er en kolossal udfordring, når man skal tabe 50 kilo og ikke bare fem-syv, hvilket mange bør. Er man først blevet rigtigt fed, er det nærmest menneskeligt umuligt at holde et varigt vægttab, viser alle undersøgelser, siger han.
Overlæge Jens Fromholt Larsen står som klinikchef på privathospitalet Mølholm for en stor del af de danske fedmeoperationer.
- Vi oplever gang på gang, at fokus flyttes fra en økonomisk fordelagtig behandling af en hårdt ramt gruppe patienter til en fordrejet debat for og imod privathospitaler, som det offentlige har valgt at overlade langt de fleste fedmeoperationer til, siger overlæge Jens Fromholt Larsen.
Klinikchefen mener som en række læger også, at fedmeoperationer er en god forretning for samfundet. Det skyldes de store udgifter til de svært overvægtige i form af blandt andet sygdom, medicinudgifter og tabt arbejdsfortjeneste.
Også en analyse af sundhedsøkonom Betina Højgaard fra Institut for Sundhedsvæsen peger på, at fedmeoperationer for tiden er det mest omkostningseffektive. Især fordi det er eneste behandling af voldsom fedme med dokumenteret varig effekt.
Et svensk studie viser, at de opererede 15 år efter fortsat havde et vægttab på omkring 30 procent. Det kan ingen andre behandlinger af fedme prale af. Betina Højgaard efterlyser dog bedre analyser af de langsigtede omkostninger ved blandt andet fjernelse af overflødig hud og komplikationer.
I Sverige har debatten om fedmeoperationer ifølge Jens Fromholt Larsen været mere sober måske, fordi det overvejende er de offentlige sygehuse, der laver dem.
- Dermed har der været fokus på, at fedmeoperationer er nødvendige for nogle nøjagtigt som hjerteoperationer, som jo også ofte skyldes livsstilssygdomme, siger han.
Han kalder den kraftige stigning i fedmekirurgi de seneste år fra 284 i 2005 til 2700 for konsekvensen af et mangeårigt problem, der er blevet ignoreret. Man har ikke villet erkende, at intet andet virker på de rigtigt fede danskere.
- De er ofte meget hårdt ramt fysisk og psykisk og har prøvet alt muligt. Inden de kommer til os, har de tit tabt flere hundrede kilo gennem livet men altid taget på igen, siger Jens Fromholt Larsen.
/ritzau/
230600 7/2010 4I KORT/SPØRG-SVAR/FEDMEOPERATION, Spørgsmål og svar om fedmeoperationer
En overlæge, en fedmeopereret kvinde og formanden for Det nationale Råd for Folkesundhed giver svar på tiltale om fedmeoperationer
Klinikchef Jens Fromholt fra privathospitalet Mølholm, der laver en stor del af de danske fedmeoperationer:
*Hvor mange operationer skal der laves årligt?
- Et fornuftigt bud er 3000-5000 årligt, hvilket svarer til niveauet i Sverige.
*Hvad er konsekvensen af ikke at lave operationerne?
- Så sætter vi en patientgruppe i en meget alvorlig situation med stor overdødelighed samt for samfundet store udgifter til følgesygdomme og flere tilfælde af kræft og sukkersyge.
*Hvad er den største fordel ved operationen?
- Som eneste dokumenterede behandling givet den et stort permanent vægttab. Og giver folk en god livskvalitet, fordi de kan spise fornuftigt uden, at maden tager magten fra dem.
*Hvad er den største ulempe?
- Patienterne skal være indstillede på, at det ikke er nogen skønhedskur. Sidder fedmen på benene for eksempel, vil de ikke være kønne efter en fedmeoperation på grund af overflødig hud.
-----------------------------------------------------------------------------
Aalborgs viceborgmester og medlem af det nordjyske regionsråd Marian Geller (V) fik for halvandet år siden en fedmeoperation:
*Hvor mange operationer skal der laves årligt?
- De, der opfylder kriterierne om et bodymassindeks (BMI) på mindst 40 - eller 35, hvis de også har for eksempel sukkersyge - skal opereres.
*Hvad er konsekvensen af ikke at lave operationerne?
- Så vil folk formentlig bare og med opbakning fra EU-regler kunne tage til udlandet og få lavet operationen med økonomisk støtte.
*Hvad er den største fordel ved operationen?
- At jeg er fri for sygdom og for angsten for tidlig død. Jeg har fået mit liv tilbage.
*Hvad er den største ulempe ved operationen?
- Ingen. Jeg har ikke haft én eneste dag med bivirkninger eller sygemelding. -----------------------------------------------------------------------------
Professor ved Københavns Universitet Bente Klarlund Pedersen, formand for Det nationale Råd For Folkesundhed:
*Hvad er den største fordel ved operationen?
- Det er en meget effektiv metode i forhold til både sygelighed og livsglæde.
/ritzau/
TELEGRAM
231002 7/2010 4I KORT/FEDMEOPERATION/GELLER, Marians liv er blevet 52 kg lettere
- Jeg har fået mit liv tilbage og er nu 52 kilo lettere, sygdomsfri og uden angst for at dø for tidligt, siger Aalborgs viceborgmester Marian Geller (V), der også sidder i det nordjyske regionsråd.
Og så er hun en af det stigende antal danskere, som har fået en fedmeoperation, der gør mavesækken og appetitten mindre. Og det har været en god forretning for samfundet, mener hun.
- Jeg fik til sidst diabetesmedicin for 97.000 kr. om året. Skulle jeg have haft det i 20-25 år, var det løbet op i omkring 2,5 mio. kr. bare til sukkersygen. Til sammenligning kostede operationen 60.000 kr.
Så både samfundet og hun har vundet ved indgrebet, mener hun.
- Før havde jeg ondt i knæ og hofter, forhøjet blodtryk, hjerteproblemer tarmsygdomme og diabetes-2. Det sidste var det værste. Da jeg fik diabetes, blev jeg virkelig bange. Mine børn var også bekymrede, siger Marian Geller og fortsætter:
- Det gav mig skubbet til operationen, også selvom jeg vidste, at en ud af 1000 dør af den.
Derefter var hun med egne ord igennem en grundig sorteringsmaskine med en række samtaler og undersøgelser, før hun blev indstillet til operationen. Samtalerne skulle vise, om hun led af spiseforstyrrelser, som kræver anden behandling end operation. Samtidig skulle de klarlægge, om alt andet var forsøgt.
- Jeg har været tyk altid. Det ligger til familien. Jeg har kæmpet med det altid og tabt mig mange gange og taget det hele på igen, siger hun og fortsætter:
- Som uddannet sygeplejerske har jeg vidst alt om, hvordan man skal spise og også de alvorlige konsekvenserne at være alt for tyk. Det har bare ikke hjulpet, når det gjaldt om at holde et vægttab.
Den 52 kilo lettere sundhedspolitiker løber nu tre gange om ugen og vil gerne tabe sig helt ned til normalvægten. Så kan hun få fjernet den sæk af overflødig hud, hun slæber rundt med på maven.
- Der hænger jo et helt ekstra menneske, så jeg er ikke køn uden tøj på. Selv når huden bliver fjernet, kan jeg kun ryste på hovedet af dem, der omtaler fedmeoperationer som kosmetiske indgreb, siger hun.
Ifølge en aftale mellem regeringen og regionerne skal der til efteråret sættes skarpt lys på det kraftigt stigende antal fedmeoperationer. Men ifølge Marian Geller er det blot et camoufleret angreb på privathospitalerne, som i dag laver omkring 80 procent af operationerne.
- Politikerne kan jo ikke sætte noget andet i stedet for, der virker. Vil man så afskære folk fra en livsforlængende behandling, som oven ofte sparer penge. De overvægtige, som tit er for generte til at blande sig i den offentlige debat, ender som prygelknabe i et ideologisk slagsmål, siger Marian Geller.
/ritzau/
TELEGRAM
231007 7/2010 4I KORT/FAKTA/FEDMEOPERATIONER, Kravene for at få lavet en fedmeoperation
For at få en fedmeoperation skal man være:
* Fyldt 20 år, sygeligt overvægtig med et Body Mass Index (BMI) på over 40, eller et BMI på over 35 plus sukkersyge i kombination med, at man er motiveret og klar til at ændre livsstil og indstillet på at følge særlig kostplan både før og efter operationen
* Er fri for spiseforstyrrelser som bulimi og anoreksi.
* Når en patient er indstillet til operation, starter forbehandlingen, som typisk er af et par måneders varighed. Det skal mindske risikoen ved operationen og forberede patienten mentalt og fysisk
/ritzau/


