Uddannelse og forskning

I kraft af at Organkirurgisk Center, Privathospitalet Mølholm, har Nordeuropas længst dokumenterede erfaring i udførelse af fedmekirurgisk behandling har Organkirurgisk Center taget initiativ til oprettelse af uddannelses- og forskningscenteret Centre of Excellence in Obesity Research and Surgery (CEORS). CEORS bidrager med forskning og viden til internationale og danske sundhedsmyndigheder.

Som det eneste danske fedmecenter råder CEORS under Organkirurgisk Center over et patientregister og kvalitetsdatabase omfattende data over mere end 4000 fedmekirurgiske patientforløb. Den viden og forskning, som er opnået, ønsker CEORS at stille til rådighed med nedsættelsen af centret.

 

CEORS er oprettet med det formål at bidrage til forbedring af den nationale og internationale fedmekirurgisk behandling via forskning, uddannelse, oplæring og kontinuerlig optimering af fedmekirurgiske patientforløb.

 

CEORS tilbyder undervisning og supervision i form af både langvarige og korterevarende uddannelsesforløb. Målet er at videregive best practice til danske og udenlandske sundhedsmyndigheder og kolleger ved at benytte den indsamlede viden om fedmekirurgi til yderligere belysning af langtidseffekter af fedmekirurgisk behandling, som der indtil nu foreligger begrænset veldokumenteret data om.

 

Fokus er på at indsamle viden om de helbredsmæssige såvel som psykosociale forhold i forbindelse med fedmekirurgi. Desuden er det målet, at den metodiske forskning skal bidrage med viden og praktisk erfaring til konstant forbedring af den kirurgiske behandling af sygelig overvægt – herunder også nytænkning og optimering af for - og efterforløb i forbindelse med fedmekirurgisk intervention for at opnå bedst mulige patientresultater.

 

CEORS tilbyder uddannelsesforløb til læger, sygeplejersker samt kliniske diætister. Kurser, uddannelsesforløb og oplæring målrettet læger er tilrettelagt dels som supervisionsforløb (grundlæring), dels som længerevarende specialfunktionsforløb. Derudover tilbydes specialuddannelse af sygeplejersker samt kliniske diætister med særligt fokus på rådgivning og støtte af fedmeopererede patienter.

 

Hvert uddannelsesforløb tilbudt de forskellige målgrupper tager afsæt i et på forhånd nøje tilrettelagt, velafprøvet uddannelsesprogram samt løbende, grundige evalueringer, som samlet sikrer solidt fagligt udbytte for den enkelte kursist. Uddannelsesforløb er endvidere opbygget således, at de tager hensyn til individualiserede ønsker og uddannelsesbehov.

 

Aktuelt er ansat sygeplejestuderende, klinisk diætiststuderende samt sygeplejerske under MA uddannelse på Århus Universitet med afsæt i overvægtspatienter. Ligeledes er uddannet danske og udenlandske fedmekirurger, som under en oplæringstid på et halvt år på fuld tid gennemgår min. 200 fedmeoperationer. Der er aktuelt bestræbelser for at få etableret samarbejde med Anæstesiologisk Afdeling og Medical Research Laboratories AUH samt Aalborg Universitetshospital om metabolske ændringer efter fedmekirurgi.

 

Resultater og data fra Organkirurgisk Centers patientregister danner sammen med uddannelseserfaringer baggrund for de forskningsbidrag, CEORS leverer. Således står CEORS under Organkirurgisk Center, Privathospitalet Mølholm, bag en lang række publikationer og foredragsrækker om fedmekirurgisk behandling.


Til efteråret 2010 er CEORS blevet bedt om at dele ud af erfaringer om uddannelse af sundhedsfagligt personale i forbindelse med fedmekirurgiske patientforløb ved den kommende verdenskongres om fedmekirurgi IFSO i USA. Materialet, som danner baggrund for foredraget, publiceres efterfølgende i internationalt tidsskrift.